Igen i år er arbejdet gået i gang med at lave et julelandskab inde i stuen.
Der blev lagt hårdt ud, med at få “plantegningen” til at gå op med ønsket om de forskellige elementer der skal være i årets layout.
Drengene ønsker sig skøjtebane, bjerg med hule til gave-fabrik, toget der kører over en bro og ikke mindst lidt tunnel til toget.
Så vi startede med at lægge alle pladerne ud på bordet, og lægge togskinner op. For det er ligesom dem vi skal arbejde “rundt om” og over.
Derfra gik jeg i gang med at “måle” op til størrelsen på bjerget. For at gøre det så simpelt som muligt, og bruge de store 16×16 plader, så blev afstanden mellem bjergklodserne sat efter at det kan gå op med 4×4 plader af 16×16 knopper.
Derefter gik jeg i gang med at etablere tunnel til toget, når det kører igennem bjerget.
Modsat sidste år, kan I se hvordan jeg gør meget mere ud af bagsiden af bjerget. Om end det ikke er planen at man skal kigge ind derfra, så giver det også en langt bedre stabilitet og lidt finesse, det som jeg fik lavet.
Forsiden af bjerget, har i år en stor flot åbning så vi kan se ind i gave-fabrikken, men også så vi kan få hænderne ind. Sidste år blev det for småt, og det var jo faktisk mest bagfra man kunne se gave-fabrikken. Så i år var mit fokus på at kunne kigge ind fra forsiden.
Jeg vil gerne i år, også gerne prøve noget nyt, med at “skjule” togskinnerne i landskabet – så det faktisk ligner der er lidt mere terræn og niveauer end bare skinner oven på byggeplader.
Så på et af billederne kan I se hvordan jeg forsøger at skjule skinnerne lidt, og bruger en STOR mængde plader og klodser på dette. Det tømte ret hurtigt mit lager af hvide plader – men jeg syntes det er det hele værd!
Dog bliver det et af stederne hvor jeg går på kompromis i år. For jeg kommer til at mangle klodser til at lave det helt færdigt. Men det bliver som det gør… og så må jeg udbygge lageret med flere klodser til de kommende år.
Drengene er selvfølgelig med på sidelinie, og de går til og fra hele tiden. De syntes det var super fedt at få lov at “pynte med sne” eller bare hvide klodser. Så det gik de stærkt i gang med bjerge og oven på tunnelerne når de var færdige.
Det sidste billede, som jeg har lagt op, illustrere rigtig godt det kaos der hurtig opstår, når byggeriet en søndag er på sit højeste. Kasser med klodser OVER ALT – Selve byggeriet flyder med poser og små bøtter. Det er FANTASTISK 😁🤣
De næste processer, vil være at få beklædet med flere hvide plader ude i landskabet, og jeg skal have lavet bærende konstruktioner til det høje plateau på bjerget.
Inden jeg dog lægger alt låg på, skal vi jo have lavet gave-fabrikken først – og den er der en del arbejde i… Ligesom der er i opklodsning af det høje plateau af bjerget.
Så vi bygger lidt hist og her i de næste par uger frem mod december 😀