Indledende

Det altid godt at stille sig selv udfordringer og dermed muligheden for at opnå resultater.

I form af ferier, så har vi formået at tage på første roadtrip i USA og det var en kæmpe succes. Nu øger vi så lige sværhedsgraden for planlægningen, og har tilføjet en baby på 10 måneder.

Min personlige holdning til at rejse og have baby/barn med på tur er, at det skal ikke sætte begrænsninger for mine muligheder at opleve!
Jeg er godt klar over at vi som en familie på 3, ikke tager afsted og skal have en action-packed ferie, men alt omkring babyer og børn kan løses og håndteres. Bleer kan skiftes på bagsædet af bilen. De kan fodres alle steder. De kan bringes med alle steder, det handler bare om planlægning og lidt fysisk styrke.
Med det sagt er jeg helt klar over at der også skal lidt ro ind og genkendelighed. 

Så denne ferie er ikke for at trodse samfundet (Det lige lovlig dyr måde at gøre det på), men for at bevise overfor mig selv og ikke mindst min bedre halvdel, at vi kan godt opleve verdenen med en lille mand på ryggen eller i klapvognen. Det kræver bare lidt anerledes planlægning og ja, så er alt jo nyt igen – ting skal prøves af og ting vil fejle, men så er vi blevet klogere!

Derfor… Er det første man jo gør i 2017 som problemknuser, det er man Googler lige den her situation: “Road trip med baby”, “USA med baby” osv…

Og det som skriger flest gange til mig, er sætningen: USA er designet til familier på road trip.

Det var sådan set en ting vi måske ikke tænkte over da vi var afsted i 2016, men som set i bakspejlet, jo faktisk passer ret godt til vores oplevelser af faciliteterne.
Der er toiletter og puslefaciliteter stort set alle steder. USA er jo kva’ sin størrelse baseret på amerikanerne også selv rejser rundt og det er nærmest som taget ud fra film – Situationen med den store familie som kører ud på vandretur i national parken. Det er faktisk også sådan når man er der!!! Der er mange turister, men i weekenden er der mindst lige så mange amerikanere. 

Det gør jo det første spæde tanker lettere i vores planlægning af den samlede tur.

Flyveturen

Der er det praktisk med at komme fra A til B, eller København til Los Angeles…
Vi har booket billetterne hos Norwegian og deres politik hedder på nuværende tidspunkt: Babyer 0-2 år, må ikke have kuffert med, men 1 barnevogn eller klapvogn og 1 børnesæde til bilen. Det hører med i prisen for 300 kr. at flyve lille-manden med til USA.

Vores tanker omkring dette i disse dage går på, hvordan vi gør det mest praktisk og lettest for os selv. Umiddelbart gider vi ikke slæbe en autostol med når vi alligevel lejer bil. Der kan lejes autostole på selskaberne og det koster næsten ingenting. 
En ting som man skal huske hvis man vælger selv at tage med, er at den skal pakkes ind. Lufthavn eller flyselskaberne tager ikke ansvar for din baggage.
Jeg har dog undersøgt mig frem til at man kan leje udstyr til netop dette formål af CPH Lufthavne. Det koster så en pris pr. uge.

Angående klapvogn, som vi gerne vil have med, så skal vi finde ud af hvor stor sådan en må være for at vi må have den med op til gaten… Igen så vi ikke så interesseret i at den skal checkes ind og kastes rundt af personalet i 2 lufthavne. Men modsat, så kan det være det faktisk er bedst for os at leje tasken til at checke en barnevogn ind og i stedet sørge for at have en tip-top lækker barnevogn med… Vi tænker…
Vi vil gerne have en klapvogn som også kan bruges hjemme og dermed ikke købe en blot for at have med til USA. Vi skal trods alt ud og gå nogle kilometer, så knægten skal jo tilbringe noget tid i den og vi skal skubbe den… 

Vi har valgt at købe en ekstra kuffert med, således at vi flyver med 3x20kg. Af den simple årsag, at vi allerede på første tur havde overvægt på vej hjem. Derfor kan vi lige så godt håndtere udfordringen billigt inden vi skal afsted. Norwegian tager 300 kr/flyvning for en ekstra kuffert.

På flyveturen vil det være sådan at lille-manden skal sidde hos en af os. Og man får så en special sele til at fastgøre ham under opstigning og landing. Da vi har booket billetterne allerede nu har vi også haft mulighed for at booke vores sæder tur/retur, det har gjort at vi er sikret ret gode pladser med mulighed for at ligge ham på gulvet et øjeblik og ikke mindst vi kan strække ben.

Overnatninger

Den helst store planlægning for kørsel og overnatninger har været præget af, at vi ser os nødt til at respektere den lille mands behov. Vi tror ikke på at vi kan flyve afsted og kører 8-9 timer en dag og tage en overnatning her og der, for så at kører videre næste dag.

I denne omgang har vi sat tempoet ned da vi lagde vores program.

Med undtagelse af Yosemite National Park, så har vi booket alle overnatninger gennem hotels.com. Det havde vi stor glæde af på vores første tur og det har vi så gjort igen.
Med hotels.com får vi en god og let oversigt for vores reservationer og da vi har booket med mulighed for at lave ændringer helt frem til 12 timer før ankomst, jamen så har vi stadig stor fleksibilitet i vores tur.

Det koster lidt ekstra når man ikke betaler samme dag som man reservere. Nogle steder tager de en højere pris pr overnatning, andre steder tager de 50 kr., eller de tager depositum på første overnatning.

Yosemite National Park er lidt speciel idet at der er stort set allerede nu er fuldt booket for 2018 sæsonen. Det er altså telte, moteller og hoteller fra april til november cirka. Det er helt vildt!

Generelt for booking af overnatninger gælder at vi har lavet et filter for vores søgning som indeholder:
– Barneseng til rådighed (gratis/leje)
– Køleskab til rådighed eller ismaskine 
– Vaskeri (ikke behøvet alle steder, men gerne der hvor vi bor 3-4 overnatninger)
– Morgenmad – Er det muligt? Det er rart at vide på forhånd

Med de ovennævnte ting ved vi, at vi kan køre en stabil og komfortabel road trip. 

Kørsel – Road trip

Når det kommer til selve det at kører rundt på landevejene og måske små grusveje (back roads), så handler det om komfort og at være praktisk og smart.
Vi fik rigtig god erfaring med vores køletaske som vi købte på sidste tur. Den kunne vi af gode årsager ikke tage med hjem, så den blev doneret til biludlejningen (det sker nok ret tit).

Denne gang har vi tænkt os at booke en SUV og det giver os jo noget mere plads set i forhold til vores første tur med Mustang cabriolet. 
Planen er derfor at købe 2 køletasker til denne tur, de koster ikke det vilde, og 2 vil bare gøre det effektivt på farten. 
Vi køber gerne ind til drikkevarer, frugt, morgenmad og frokost i Walmart, de indkøb er bygget ind i vores ruter og betyder at vi på vores tur kan spise billig morgenmad hvis hotellet ikke har det, og da vi jo tit ikke helt ved om vi stopper til frokost et sted hvor der er mad – ja så er det rart at have med. 

Det har jo også en betydning nu hvor vi er 3, ja så skal der jo det mere på køl.

Helt lavpraktisk for at holde ting koldt, så gør vi det at vi stiller dåse sodavand i bunden, som er kolde fra køleskab. Hvis vi skulle komme til en overnatning hvor der ikke er køleskab, så er der ismaskine, og så fylder vi isterninger i køletasken.
Da der jo aldrig er en fryser på overnatningsstederne, så giver det ikke mening at købe et fryseelement og skulle bruge.
Oven på dåserne kan vi så pakke vores pålæg, frugt og andet som ikke skal ned i vandet når is smelter. 
Til vores næste tur øger vi så lige niveauet på at være smarte med køletaske. Vi har tænkt os at tage lidt af det så fremragende Tupperware med i kufferten, som vi så kan pakke pålæg i. Det gør det lettere at have i køletasken da det ikke er meget indpakning i USA som kan lukkes igen.

Det er nævnt mange gange, men det tåler at blive gentaget.
Når man kører mellem punkt A og B, så handler det om at opleve USA. Det handler ikke om at komme igennem USA. For os er det vigtigt at gøre stop under vejs, om end det så på denne tur skal koordineres lidt med bleskift og babymad, så skal der være tid og plads til at man holder ind til siden og nyder udsigten eller undersøger cowboy-byen man kører igennem.

Når jeg ellers får lagt ruterne op, så vil jeg igen nævne hvorfor vi kun planlægger en rute på 4-5 timer.

Sightseeing / Vandreture

Jeg fik kort nævnt omkring udstyr som må tages med af det sådan lavpraktiske, klapvogn og autostol.

Men en ting som jo også spiller ind når vi skal rundt er terræn og tilgængelighed. Vi har igen planer om at skulle rundt i Yosemite National Park og det er ikke lige frem terræn for en klapvogn alle steder. Der er plads i Valley’en til at tøffe rundt på stier og der også asfalt på nogle, men lige så snart man kommer lidt væk, så er det grus eller jordstier.

Især det at vandre op af betyder at en klapvogn ikke kan gøre arbejdet. Derfor er vi allerede nu begyndt at kigge på en bærerygsæk. 

Min tanke er at den bliver ideal både til vandreturene, men også når vi går rundt i San Francisco og San Diego. Jeg tilbøjelig til at sige, at jeg vil have muligheden og så kan det godt være vi finder ud af det ikke var så nødvendigt, men jeg vil ikke stå og mangle den i National Parken når vi skal ud og have en fantastisk naturoplevelse.

Baby: -mad, -bleer og meget andet

Lille manden skal holdes i drift og det betyder at der skal noget ind og der skal noget ud – og så er der alt det imellem.

Vores plan er at vi tager bleer og mad med til flyveturen og 2-3 dage for opstart i USA. Mere behøver vi ikke for så har vi været forbi en Walmart og få suppleret op.

Når det kommer til babymad, så er jeg ikke så bekymret. Jeg forventer at udvalget blot er halvt så vildt som deres frostvare, så er vi rigeligt stillet til at finde noget han kan spise. 

Og bleer og andre praktiske ting – Det skal nok blive løst.

Tøj og andet pusleting kan vaskes eller skiftes ud undervejs, det koster ingen ting i USA.

Det vigtigste er egentlig at vi bare begrænser os lidt når vi nærmer os slutningen, så vi ikke skal have for meget med – Der skal være plads til M&M’s og andet indkøb i hans kuffert 🙂

Økonomi 

Rigtig meget handler jo også om kroner-ører når det kommer til ferier. Det gør det fordi vi alle gerne vil have tingene til den billigste pris og med største udbytte.

Afsnittet her vil jeg bruge på blot at gøre opmærksom på hvordan tingene ændrer sig for os, set i forhold til vores første tur som var uden børn.

Det klar der ligger en udgift i at have en lille med, men der er også mange punkter hvor det ikke koster noget.
Der hvor jeg har bemærket den største forskel er i overnatningerne. Fordi vi er blevet lidt mere kræsne i hvor vi vil bo og hvilke faciliteter der skal være tilgængelige. 

Ikke mindst så er Yosemite blevet noget dyrere, men der ved vi at vi får fuld valuta for vores penge. Det skal dog siges at vi har valgt det billige motel i Yosemite Valley, og har stadig tænkt os at være bevidste om økonomien. For ellers kan den hurtig stikke af sådan et sted.

Generelt skal man jo huske at bleer, mad og almindelig drift af barn jo ikke ikke koster mere bare fordi man er på ferie. Tværtimod ved vi at det er billigere at købe mad i USA. Bleer er vi ikke helt sikre på.

Så er der selvfølgelig parken af udstyr som udvides. Klapvogn kom vi nok ikke uden om ligemeget hvad, men rygsækken er selvfølgelig en tilføjelse. Men hvis det er hvad der skal til for at få fantastiske oplevelser med vores søn, så er det en simpel og kan gøres i mange prisniveauer. F.eks. kunne jeg ikke forestille mig at gå ned i en forretning og købe den. Det må kunne findes nærmest ubrugt på DenBlåAvis.

Afslutning

Det her det er planen… Det er udfordringerne… Det er tankerne… Det er planerne…
Det er forhåbningerne… Det er målet… Og jeg er sikker på resultatet bliver godt!

Vi bliver med garanti meget klogere, og hans mor pakker 100% alt for meget, og vi får kun brugt halvdelen… Men vi bliver klogere og klar til de fremtidige eventyr.

Der kommer selvfølgelig en blog-post med erfaringer, tips og råd når vi er hjemme fra turen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *